Vedtægter for Motionsklubben Pilegaarden.
§ 1
Navn:
Foreningens navn er Motionsklubben Pilegaarden.
Foreningen hjemsted er Pilegaarden, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj.
§ 2
Formål:
Foreningens formål er at tilbyde en klubmæssig ramme for motion blandt borgere i målgruppen. Gennem klubaktiviteter styrkes det enkelte medlems sundhed, ligesom adgang til sociale relationer understøttes blandt medlemmer og borgere i målgruppen, der ønsker et medlemskab.
§ 3
Formålet:
Formålet opfyldes ved at stille motionsfaciliteter til rådighed i kælderen på Pilegaarden. Foreningen kan af egen drift iværksætte nye initiativer til fremme af foreningens formål.
§4
Medlemskab:
Som medlemmer kan optages borgere på 60 år og derover.
§5
Kontingent:
Ved indmeldelse/optagelse i motionsklubben opkræves et engangsbeløb. Herudover betales almindeligt kontingent.
Kontingentet fastsættes på den årlige generalforsamling og betales halvårligt i januar og juli.
Medlemskabet giver adgang til at deltage i foreningens aktiviteter herunder at bruge træningsfaciliteterne inden for den til enhver tid fastsatte åbningstid.
Eksklusion af foreningen kan ske med øjeblikkelig virkning efter beslutning af bestyrelsen og skal bekræftes på den førstkommende generalforsamling.
Medlemskabet ophører automatisk hvis kontingentet ikke indbetales rettidigt.
§6
Midlernes anvendelse:
Foreningens indtægter fra kontingent mm anvendes til foreningens drift.
§7
Bestyrelsen:
Bestyrelsen består af fem personer. Hvis antallet af bestyrelsesmedlemmer ikke når fem, er bestyrelsen bemyndiget til at supplere sig selv med nye medlemmer, hvis valg dog skal godkendes på den næstfølgende generalforsamling.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen, 2 i lige år og 3 i ulige år.
Bestyrelsen, der konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen, vælger en formand, en kasserer og en sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Sekretæren fører protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne.
Alle hverv er ulønnede. Dog kan kassereren tildeles et mindre honorar efter bestyrelsens bestemmelse.
Bestyrelsen arbejder efter almindelige demokratiske principper.
§8
Regnskab og revision:
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Revision finder sted én gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt regnskabseftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det.
Et revideret regnskab skal udsendes til medlemmerne min. 7 dage før den ordinære generalforsamling.
Revisor og én suppleant vælges på generalforsamling for et år ad gangen.
§9
Generalforsamlingen:
Den årlige ordinære generalforsamling afholdes inden 1 april. Den ordinære generalforsamling skal have følgende dagsorden:
Valg af dirigent
Valg af referent
Godkendelse af dagsorden
Årsberetning til godkendelse
Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse
Fremlæggelse af budget til orientering
Fastsættelse af kontingent
Indkomne forslag
Valg til bestyrelsesmedlemmer og mindst én suppleant
Valg af revisor og mindst én revisorsuppleant
Eventuelt
Referat fra generalforsamlingen kan læses på klubbens opslagstavle.
§ 9a
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst ti medlemmer skriftligt forlanger det med angivelse af de forslag, de agter at indbringe. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal i sidstnævnte tilfælde ske senest fjorten dage efter modtagelsen af de indbragte forslag.
§ 9b
Generalforsamlingen er i alle anliggender foreningens højeste myndighed inden for de af vedtægterne fastsatte grænser.
Forhandlinger ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stemmeafgivning foregår ved håndsoprækning eller, når mindst fire medlemmer forlanger det, skriftligt, under hensyntagen til eventuelle fuldmagter.
§ 9c
Indkaldelse til generalforsamling sker ved opslag i foreningens træningslokaler og ved e-mail senest fjorten dage forud for afholdelsen.
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være tilsendt bestyrelsen senest 10 dage før.
Alle forslag, der skal behandles på generalforsamlingen udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingen afholdes.
Stemmeberettiget er alle medlemmer af foreningen. Medlemmer, der er forhindret i at deltage i generalforsamlingen, kan ved fuldmagt overdrage deres stemmer til et andet medlem, idet dog intet medlem må råde over mere end tre fuldmagter.
Ved afstemning gælder i almindelighed simpel stemmeflerhed, idet formandens stemme i tilfælde af stemmelighed tæller dobbelt.
§10
Vedtægtsændringer:
Er ikke andet anført i vedtægterne kræves til vedtagelse af vedtægtsændringer samt opløsning af foreningen, at 2/3 af medlemmerne er til stede og at 2/3 af de afgivne stemmer er for vedtagelsen.
Såfremt forslaget er vedtaget af 2/3 af de tilstedeværende, men uden at 2/3 af med- lemmerne er til stede, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling inden fjorten dage, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.
Endelig beslutning om eksklusion af et medlem træffes ved almindeligt flertal. Vedtægtsændringer kan kun finde sted på en generalforsamling
§11
Tegning-hæftelse
Foreningen forpligtes ved underskrift af to bestyrelsesmedlemmer, hvoraf den ene skal være formanden.
Formanden kan give fuldmagt til 2 bestyrelsesmedlemmer, således at de har adgang til foreningens bankforbindelse og kan disponere over foreningens midler til betaling af foreningens udgifter.
Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer og bestyrelse nogen personlig hæftelse.
§12
Opløsning
I tilfælde af opløsning af foreningen, overgår formuen til velgørende eller almennyttige formål, der ligger i tråd med foreningens formål. Dog leveres motionsmaskiner tilbage til social- og sundhedsforvaltningen i København.
Senest revideret d. 16.april 2026